Ordet turbiditet kan på dansk kaldes uklarhed og måles i enheden FTU = Formazin Tubidity Units, der
refererer til nogle standardopløsninger med formazin. Høj turbiditet betyder, at vandet er uklart.
Uklarhed kan måske ikke umiddelbart registreres med det blotte øje, da det kan dreje sig om fine
partikler - kolloider. Hvis det behandlede vand har for højt jern- eller manganindhold, vil det også
registreres som forhøjet turbiditet.

Afgang, værk: MAX 0,3 FTU
Ledningsnet: MAX 1 FTU

pH er et udtryk for vandets surhedsgrad, således at en pH-værdi på 7 svarer til neutral reaktion,
over 7 er vandet basisk eller alkalisk, og under 7 er det surt.

Afgang,
værk: 7-8,5

Ledningsevne eller konduktivitet er som inddampningsresten (se nedenfor) et udtryk for vandets
indhold af opløste salte og benyttes som en hurtigmetode til kontrol af saltindhold.

Afgang, Værket: Min. 30 mS/m
Ledningsnet: Min. 30 mS/m

NVOC er en engelsk forkortelse for Non Volatile Organic Carbon - ikke flygtigt organisk kulstof - og
er en såkaldt samleparameter, det vil sige en størrelse, der angiver forekomst af flere forskellige
stoffer eller stofgrupper, hvori kulstof indgår som organisk kulstof. Som oftest er NVOC udtryk for
naturlig forekomst af blandt andet humusstoffer, men kan også være et tegn på forurening. NVOC
erstatter det tidligere målte "permanganattal".

Afgang, værk: Max. 4
mg C/l
Ledningsnet: Max. 4 mg C/l

Inddampningsresten er et samlet udtryk for vandets indhold af opløste salte. Det er karakteristisk,
at grundvand har en højere værdi end overfladevand. Et vist indhold af salte medvirker til at gøre
vandet velsmagende, men overskrides kravværdien, er vandet som regel ikke anvendeligt til
drikkevand.

Afgang, værk: Max 1500 mg/l
Ledningsnet: Max. 1500 mg/l.

Magnesium er en hårdhedsdanner sammen med calcium. For højt indhold klan give smagsproblemer og kan
virke svagt afførende.

Afgang, værk: Max. 50 mg Mg/l
Ledningsnet: Max. 50 mg Mg/l

Som nævnt bestemmer calcium og magnesium vandets totale hårdhed - et stort indhold giver hårdt vand,
et lille blødt vand. Hårdheden opgives i tyske hårdhedsgrader, o dH, og vandet kan karakteriseres
efter følgende skala:

• 0^o - 4^o dH
• 4^o - 8^o dH
• 8^o - 12^o dH
• 12^o - 18^o dH
• 18^o - 30^o dH
• over 30^o dH

• meget blødt
• blødt
• middelhårdt
• temmelig hårdt
• hårdt
• meget hårdt

Blødt vand kan give korrosionsproblemer, men hårdt vand medfører større
sæbeforbrug og kalkudfældninger. Der stilles ikke separate vandkvalitetskrav til hårdheden, men en
bemærkning i bekendtgørelsen: "Vandets hårdhed bør ligge mellem 5^o - 30^o dH"

Natrium forekommer som regel sammen med klorid eller bikarbonat, afhængig af vandtypen. Forhøjet
natriumindhold giver saltsmag og indvirker muligvis på blodtrykssygdomme.

Afgang, værk: Max. 175 mg Na/l
Ledningsnet: Max. 175 mg
Na/l.

Forekomst af kalium i drikkevand kan være tegn på forurening, men der er i øvrigt ingen smags- eller
sundhedsmæssige ulemper ved forhøjet kaliumindhold.

Afgang, værk:
Max. 10 mg K/l
Ledningsnet: Max. 10 mg K/l

Forekomst af ammonium kan være tegn på forurening, men har ofte andre årsager. Råvandets
ammoniumindhold vil ved korrekt vandbehandling omsættes via nitrit til nitrat under ret stort
iltforbrug og medvirken af mikroorganismer. I rent vand i kemisk balance bør der ikke forekommer
ammonium, da en eventuel ufuldstændig omsætning vil fortsætte ukontrolleret på ledningsnettet med
blandt andet nitritdannelse til følge. Hvis vandet ikke filtreres på vandværket, kan ammoniumindhold
op til 0,50 mg/l accepteres, men nitrit skal i så fald kontrolleres på ledningsnettet. Ved
vandbehandling med filtrering er kravet:

Afgang, værket: Max. 0,05 mg
NH₄/l
Ledningsnet: Max. 0,05 mg NH₄/l

Jern er det stof, som man først og fremmest ønsker at fjerne ved vandbehandlingen, idet for højt
indhold i det rene vand giver de mest iøjnefaldende gener: aflejringer i ledningsnet og armaturer,
gener ved tøjvask og ved afsætninger i kummer og vaske, dårlig smag og uklarhed. Forhøjet
jernindhold er dog sjældent sundhedsskadeligt, selv om der under uheldige omstændigheder - iltfrie
forhold - kan skabes mulighed for vækst af jernbakterier. Visse steder i landet kan jernet være
humint bundet - det vil sige bundet til organiske humussyrer, og det kan være vanskeligt ved en
traditionel luftning og filtrering at fjernet jernet fuldstændigt.

Afgang,
værk: Max. 0,1 mg Fe/l
Ledningsnet: Max. 0,2 mg Fe/l

Mangan forekommer ofte sammen med jern og forårsager lignende ulemper som jern (se ovenfor), men i
mindre mængde. Mangan på ledningsnettet kan vise sig som et sort, lidt olieagtigt fedtet stof. Det
behandlede vand bør derfor være helt mangantrit.

Afgang, værk: Max.
0,02 mg Mn/l
Ledningsnet: Max. 0,05 mg Mn/l

For højt kloridindhold kan give smagsproblemer - vandet smager salt ved cirka 400 mg/l, risiko for
korrosion med deraf følgende opløsning af tungmetaller, tæring i varmvandssystemer med mere.
Specielt i Danmark, hvor der er mulighed for saltvandsindtrængning og slatholdige jordlag, er det
vigtigt at holde kloridindholdet i hver enkelt boring under kontrol.

Afgang,
værk: Max. 250 mg Cl/l
Ledningsnet: Max. 250 mg. Cl/l

Forhøjet sulfatindhold kan som klorid give smagsproblemer samtidigt med, at det i forbindelse med
magnesium virker afførende. Desuden kan sulfat under uheldige omstændigheder reduceres til den
ildelugtende og giftige luftart svovlbrinte, for eksempel under iltfrie forhold i
varmtvandssystemer.

Afgang, værk: 250 mg SO₄/l
Ledningsnet: Max 250 mg SO₄/l

For stor indhold af nitrat i drikkevand kan være sundhedsskadeligt, navnlig for spædbørn, idet
nitrat i børns fordøjelsessystem bevirker, at ilttilførelsen via de røde blodlegemer nedsættes, og
børnene bliver "cyanotiske" - "blå børn". Der er desuden påvist en vis forøgelse i antallet af
mavekræfttilfælde hos patienter fra områder med forhøjet nitratindhold i drikkevandet. Nitrat i
rentvand, i mængder mindre end 5-10 mg/l, er normalt og stammer som regel fra ammoniumomsætning (se
"Ammonium"). Nitrat i råvand kan - sammen med forekomst af nitrit - være tegn på forurening, og
vandet må i så fald vurderes med omtanke. Visse steder i landet kan forekomst af nitrat dog være af
geologisk oprindelse, blandt andet på grund af nedsivning gennem jordlag, der ikke reducerer eller
tilbageholder nitrat. Det er da vigtigt at holde skærpet opsyn med vandets mikrobiologiske tilstand,
fordi organiske mikroforureninger, specielt pesticider, så også vil kunne forekomme.

Afgang, værk: Max. 50 mg NO₃/l
Ledningsnet: Max
50 mg NO₃/l

Nitrit i vand er som regel en ustabil forbindelse, der stammer fra omdannelse af ammonium på den ene
eller anden måde. Hvis nitrit påvises, selv som spor, i en frisk prøve af råvand, er det tegn på
forurening og mikrobiologisk aktivitet. Forekomst af nitrit i rentvand behøver derimod ikke at
betyde forurening, men kan forekomme under visse driftsforhold. Det nævnes i bekendtgørelsen som en
mulighed som følge af fornyelse af filtermaterialer med tilføjelsen: "men bør indskrænkes mest
muligt". Højt nitritindhold kan i øvrigt virke hæmmende på blodets iltoptagelse.

Afgang, værk: Max. 0,01 mg NO₂/l, dog tillades op til 0,10 mg
NO₂/l, hvis kravet på ledningsnet er opfyldt.
Ledningsnet: Max.
0,10 mg NO₂/l

Forekomst af fosfor i såvel råvand som rentvand kan være tegn på forurening - som følge af tilløb af
overfladevand/spildevand, men kan også have en geologisk oprindelse. I navnlig dybe boringer med et
vist jernindhold vil en del af jernet ofte være bundet om fosfat, som i så fald vil blive
tilbageholdt i filtrene, hvis disse fungerer tilfredsstillende. Der bør ikke forekomme fosfor i
rentvand, ej heller som spor. Bemærk, at parameteren angiver indholdet af fosfor P, hvor den
tidligere kunne være opgivet som fosfat PO₄³

Afgang,
værk: Max. 0,15 mg P/l
Ledningsnet: Max. 0,15 mg P/l

Indhold af flurid i drikkevand virker forebyggende overfor caries - huller i tænderne, og tandlæger
mener, at det gunstigste indhold til dette formål er cirka 1,2 mg/l. Til gengæld anses et blot lidt
højere indhold for at være sundhedsskadeligt.

Afgang, værk: Max. 1,5
mg F/l
Ledningsnet: Max. 1,5 mg F/l

Som beskrevet under de foregående parametre iltes vandet under vandbehandlingen for at kunne
frafiltrere jern og mangan samt omdanne ammonium, og denne iltning skal være så kraftig, at der på
ledningsnettet stadig er 5 mg/l ilt tilbage. Ilten sikre vandets velsmag og forhindrer vækst af
bakterier, der kan vokse under iltfrie - anarobe - forhold

Ledningsnet: Min. 5 mg O₂/l

Aggressivt grundvand - med indhold af aggressiv CO₂ - forekommer især i Jylland, hvor
jorden er kalkfattig samt i overfladevand med lavt saltindhold. Fælles begge vandtyper er lav
hårdhed og pH. Vandet skal behandles, så det færdige vand ikke indeholder aggressiv CO₂,
som kan virke tærende på jern og beton. Derimod kan vandet indeholde en vis mængde fri kuldioxid,
der medvirker til at give vandet en frisk smag. Mængden er i øvrigt afhængig af ligevægten
bikarbonat/karbonat og pH.

Afgang, værk: Max. 2 mg aggressiv
CO₂/l (ikke målelig)
Ledningsnet: Max. 2 mg aggressiv
CO₂/l (ikke målelig)

Svovlbrinte er en ildelugtende - som rådne æg - og giftig luftart, der forekommer i visse
råvandstyper, og som skal fjernes tidligt i vandbehandlingen ved iltning. Som beskrevet under
"Sulfat", kan svovlbrinte opstå under uheldige forhold i ledningsnettet.

Afgang, værk: Max. 0,05 mg H₂S/l (ikke målelig).
Ledningsnet: Max. 0,05 mg H₂S/l (ikke målelig).

Metan er en lugtløs, eksplosiv luftart, der forekommer i råvandet visse steder i landet. den skal
fjernes tidligt i vandbehandlingen ved luftning eller blæsning, da den kan give især bakteriologisk
problemer i vandværket

Afgang, værk: Max. 0,01 mg CH₄/l
(ikke målelig)
Ledningsnet: Max. 0,01 mg CH₄/l (ikke målelig)

i.u.

Denne gruppe bakterier er i sig selv som regel ikke sygdomsfremkaldende, men trives de samme steder
som de sygdomsfremkaldende bakterier og kaldes derfor "indikatorbakterier". Påvisning af coliforme
bakterier tages som et tegn på forurening, og ved forekomst skal der foretages yderligere
undersøgelser

Afgang, værk: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig)
Ledningsnet: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig)

E. coli forekommer i varmblodet dyrs og menneskers tarmkanal, og forekomst i drikkevand indikerer en
frisk forurening med tilløb fra kloak, septiktank, mødding, gylletank og lignende med deraf følgende
risiko for tilstedeværelse af sygdomsfremkaldende bakterier. Parameteren blev i tidligere
bekendtgørelser kaldt "Termotolerante coliforme bakterier".

Afgang,
værk: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig)
Ledningsnet: i.m. pr. 100
ml (ikke målelig)

Bakterier, der kan vokse ved legemstemperatur, kan være sygdomsfremkaldende eller ledsaget af
sygdomsfremkaldende bakterier, og der har aldrig været tolereret mere end et par stykker i godt
drikkevand, når det forlader vandværket. På ledningsnettet kan højere værdier forekomme, navnlig i
store installationer.

Afgang, værk: Max. 5 pr. ml
Ledningsnet: Max. 20 pr. ml

Dette kimtal giver udtryk for antallet af "kuldeelskende" bakterier - jord- vandbakterier,
forrådnelsesbakterier med flere, der kan være naturligt forekommende i naturen, og som lever af
vandets indhold af organisk stof. De er sjældent sygdomsfremkaldende, men må dog ikke forekomme i
for store mængder, blandt af hensyn til svage personer. Det er vigtigt at iagttage pludselige
ændringer i kimtallet. Kimtallet blev tidligere målt som "Kimtal ved 21o C", men det er den samme
gruppe bakterier, der vokser frem.

Afgang, værk: Max. 50 pr. ml.

Ledningsnet: Max. 200 pr. ml.

Enterokokker er tarmbakterier - fækale streptokokker, og forekomst indikerer lige som E. coli fækal
forurening med vand fra kloak, mødding eller lignende. Efter en overgangsperiode på to år måles
enterokokker kun ved forekomst af E. coli

Afgang, værk: i.m. pr. 100
ml (ikke målelig)
Ledningsnet: i.m. pr. 100 ml (ikke målelig)

Clostridium perfringens er en sporedannende tarmbakterier, der ved forekomst indikerer en ældre
fækal forurening. Parameteren skal kun bestemmes ved overfladevandpåvirkning.

Afgang, værk: i.m. pr. 50 ml (ikke målelig)
Ledningsnet:
i.m. pr. 50 ml (ikke målelig)

Et højt farvetal er udtryk for, at vandet ikke er farveløst, men mere eller mindre gulligt. Denne
gulfarvning skyldes som regel et højt indhold af organisk stof - humus - og vil derfor også blive
konstateret senere i analysen ved en høj NVOC-værdi.

Afgang, værk:
Max. 5 mg Pt/l - dog kan 10 mg Pt/l tillades, hvis farven skyldes humus.
Ledningsnet: Max. 15 mg Pt/l